
AF Flemming Ytzen
Vulkaner i Indonesien, USA, Filippinerne og Mexico har tidligere voldt flytrafikken problemer.
Enhver pilot ved, hvad et 'bird strike' er. At et passagerfly letter fra en lufthavn og en fugl rammer maskinen.
Mange piloter har oplevet det, og i de fleste tilfælde har det ikke haft større skadevirkninger.
Men der er unægtelig forskel på at ramme en gås eller en havmåge og så selv blive ramt af en vulkan, der hoster.
Passagerflys møder med hostende og spruttende vulkaner er imidlertid et velkendt sikkerhedsanliggende for de store flyselskaber og for de flyentusiaster, der følger med i den slags.
Verdensberømmelse i luften
Et enkelt tilfælde har opnået verdensberømmelse: En jumbojet fra British Airways, der 24. juni 1982 fløj direkte ind i en gigantsky af aske fra den indonesiske vulkan Galunggung på øen Java.
Da flyets kaptajn Eric Moody erfarede, at alle fire motorer på hans jumbo med 263 ombord var sat ud, gav han følgende besked over flyets højttalere:
»Ladies and gentlemen, this is your captain speaking. We have a small problem. All four engines have stopped. We are doing our damnedest to get them under control. I trust you are not in too much distress«.
Flyet faldt hastigt, men det lykkedes Moody og hans co-pilot at få genstartet motorerne én for én, så British Airways Flight 9 kunne foretage en nødlanding i Jakartas lufthavn.
Den indonesiske vulkan befinder sig i en særlig kategori, som også omfatter to amerikanske, en filippinsk og en mexicansk vulkan.
Den ene af de amerikanske vulkaner er Mount St. Helens i staten Washington på den amerikanske vestkyst.
Den gik i udbrud 18. maj 1980, 57 mennesker blev dræbt, 250 boliger og 47 broer blev ødelagt. To civile passagerfly blev berørt: en Boeing 727 og en McDonell Douglas DC-8. Begge fik betydelige skader, men var i stand til at lande sikkert.
Nordvest for St. Helens, i staten Alaska, ligger en anden af de farlige vulkaner på det nordamerikanske kontinent. Mount Redoubt.
Da den gik i udbrud 14. december 1989, ramte askeskyen en splinterny Boeing 747 fra det hollanske flyselskab KLM.
Lige som med det britiske fly over Java syv år tidligere, gik alle fire motorer på KLM-flyet også ud og måtte genstartes. Herefter kunne flyet lande sikkert i lufthavnen i Anchorage.
Luftbase blev helt lukket
I den store ø-nation Filippinerne kom det i 1991 til et voldsomt udbrud i landets største vulkan. Mount Pinatubo. Amerikanske myndigheder registrerede efterfølgende, at en snes fly mærkede konsekvenserne af udbruddet. Dog uden styrt til følge.
Kilde: http://politiken.dk/


